Slide2.jpgSlide1.jpg

HISTORIE – lidt om Farmas

Firmaet blev grundlagt i 1941 under navnet Farsø Maskinværksted. Grundlægger var Kr. Nielsen, der startede en produktion af transportører til brunkulslejrene. Fremstilling af reservedele til biler under krigen, VVS arbejde m.v. I 1953 optager man forhandlingen af Porsche traktorer, siden Bukh traktorer. I 1960 får man forhandlingen af Dronningborg mejetærskere. I 1968 bliver traktorforhandlingen skiftet ud til Ford traktorer.


Man ændrer firmaet til A/S i 1971 og Poul Nielsen, hvis farbror havde startet virksomheden, bliver direktør. Nogle få år senere flytter man fra Farsø by til den nuværende adresse Fabriksvej 1. Her etableres ny virksomhed på 2300m2. Der er senere udvidet af nogle gange, således der i dag er 10.000m2 under tag.


I 90-erne bliver der globalt omrokeret en del på landbrugsmaskinmarkedet. Fiat fabrikkerne køber Ford traktor fabrikkerne. Forinden har Ford købt Clayson mejetærsker-fabrikken. Med opkøbene er det nødvendigt at finde et nyt navn for selskabet, nemlig New Holland. Samtidig beslutter Fiat fabrikkerne at sælge deres egne detail-forretninger, hvorfor Traktorkompagniet i Farsø bliver sat til salg og overtages af Farsø Maskinværksted.


I 1998 ønsker Poul Nielsen at lade sin datter Anette Rosengreen komme ind og lede virksomheden, og Anette udnævnes til direktør for virksomheden.


Firmaet har længe haft ønsket om at styrke sin position sydpå og køber i 2001 en eksisterende New Holland forhandler i Viborg – TS Maskincenter. Virksomhedens bygninger er fra 1998 og der er 2300m2 under tag. Den fungerer i dag som en selvstændig afdeling med værkfører, sælgere og reservedelsekspedienter refererende til ledelsen i Farsø.


De administrative opgaver udføres i Farsø. I Viborg sælger og servicerer man landbrugs-maskiner i lighed med Farsø. Derudover er salg og service af industrimaskiner placeret i Viborg.


Opkøbet af den nye afdeling giver anledning til at finde et fælles navn for de to virksomheder. Efter mange og grundige overvejelser bliver vi enige om det nye navn for firmaet skal være Farmas Farsø og Farmas Viborg. Navneskiftet sker i 2001. Et navn og logo vi har været glade for og stolte af siden.


I 2013 sker der en omskrukturering af New Holland forhandler-nettet i midtjylland og vi får muligheden for at udvide vores aktiviteter mod syd. Det betyder at vores New Holland forhandlerområde udvides til at dække helt ned til Videbæk, Kibæk og over til Silkeborg. Centralt i det nye område ligger Herning, hvor vi i starten af 2014 begynder opførelsen af en helt ny 2800 kvm bygning med værksted, lager, salg og udstilling. Ca 1 år senere, i starten af 2015 flytter vi ind i de nye lokaler og har nu 3 fuldt funktionelle afdelinger.

De gamle bygninger på Brixvej 14, 9640 Farsø

Farmas, Fabriksvej 1, 9640 Farsø

Farmas, Vestermarksvej 5, 8800 Viborg

Farmas, Kæret 5, 7400 Herning